Charlottehaven

 

Respons på Mindfulness-forløb i Charlottehaven efteråret 2014

Daginstitutionen Charlottehaven, som er en kommunal vuggestue i Københavns kommune med 70 børn og 24 medarbejdere, har gennem længere tid haft et øget fokus på, hvordan vi gennem ro, nærvær og fordybelse, laver nogle endnu bedre rammer for børnenes udvikling, læring og trivsel samtidig med at medarbejderne ”økonomiserer” med deres energi og bevidst arbejder med at bevæge sig i forskellige positioner ift barnet (gå foran – være ved siden af og gå bagved barnet).

En af vores pædagoger havde taget en Mindfulness-uddannelse, og vi oplevede at hun kunne noget, som vi andre gerne ville lære, og da hun havde talt varmt om underviseren, og tidspunktet var passende i forhold til hvor vi var, valgte vi at kontakte Rodrigo.

 

Forventningsafklaring

Vi startede med et forventningsafklaringsmøde, hvor vi hørte om indhold og metoder. Vi havde forinden undersøgt hvad medarbejderne ønskede at dykke mere ned i, og hvad de ikke havde lyst til. Det blev hurtigt klart, at vi ønskede en proces i personalegruppen, med fokus på den professionelle del, og meget konkrete og simple metoder, som vi kan øve og bruge i praksis, som metoder til at blive mere opmærksomme på, hvordan vi er bevidst nærværende. Det var tydeligt, at Rodrigo havde erfaring med at arbejde med personalegrupper, og han var hurtig til at fornemme hvor vi var.

Mindfulnessforløbet startede med et forventningsafklaringsmøde for hele personalegruppen, hvor Rodrigo på en meget behagelig og professionel måde, spurgte ind til forventningerne samtidig med at han beskrev det kommende forløb.

Forløbet var bestemt til at strække sig over 1½ måned fordelt på 4 gange på i alt 15 timer.

 

Underviseren

Gennem forløbet har Rodrigo på en meget professionel og behagelig måde guidet os gennem både teori og praksisøvelser. Rodrigo er tydeligvis teoretisk og videnskabeligt velfunderet, og Der har været en god afveksling mellem de forskellige øvelser, og en klar forventning om, at vi øvede os mellem undervisningsgangene, hvis vi ville have et udbytte af metoderne.
Rodrigo har formået at få hele personalegruppen med, og har på en fin måde med sin varme og anerkendende tilgang, faciliteret Mindfulness-forløbet så alle medarbejdere uanset forhistorie har fået stort udbytte af det.

 

Udbytte

Udbyttet har været individuelt, men en del nævner fokus på indre ro og refleksion samt nogle metoder til øget nærvær, mens andre fremhæver det at acceptere situationen og ikke dømme sig selv eller andre, som noget man tager med sig.

Jeg kan på det varmeste anbefale Rodrigo, som underviser og facilitator – for Charlottehaven har det gjort en forskel!

 

Trine Bach Hermansen
Pædagogisk leder
Daginstitutionen Charlottehaven